Ren nostalgi på Vibyvej

Igår var der dømt nostalgi på højt plan.


Vi var til 4 x familiefødselsdag hos min onkel, som bor med hans familie i hans barndomshjem på Vibyvej. Det hus symboliserer for mig min barndom med min mormor og morfar, og selvom huset idag er renoveret både indvendigt og udvendigt, så det passer til en moderne familie, rummer det så meget af den gamle sjæl, at jeg næsten kan smage grapefrugten, som min mormor introducerede mig til ved det lille the-bord ude i køkkenet under duerne. (2 karton-duer jeg havde lavet til dem)


Bagved huset er der et stort fællesareal med en legeplads. Hvor har jeg dog tilbragt mange timer på den legeplads! Hvad enten det var sammen med morfar, min lillebror og min fætter, imens vi spillede fodbold, eller om det var sammen med min mormor i sandkassen og det lille legehus, hyggede jeg mig ALTID, når vi var der! Det var min lille eventyr-legeplads, hvor jeg kunne være, lige hvad jeg forestillede mig.


I dag var så første gang, at Laura var med omme på legepladsen. Hun er endnu ikke stor nok til at kravle i legetårnet eller gynge på gyngerne alene, men sandkassen var et kæmpe hit!
Laura fik både lavet sandfigurer og kørt sand med den lille traktor - ja ok, mest fik hun ødelagt de sandfigurer, som jeg lavede, og det var nok mest faren, der kørte sand med traktoren, imens Laura kastede med sandet på skovlen eller lod det glide gennem fingrene, samtidig med at hun kiggede interessant på det. Men sjovt var det!


Billedet af Laura, min mor og jeg, er jeg rigtig glad for. Jeg forestiller mig, hvordan jeg sad og legede med min mor og mormor dengang for 28 år siden.


Det er slet ikke til at forstå, at det er 21 år siden min mormor døde, og 18 år siden min morfar døde. Nogle gange føles det som om, de har været væk i evigheder, og jeg savner dem, så det gør ondt i hele kroppen. Andre gange føles det som om, det var igår de forsvandt, og jeg savner dem stadig, så det gør ondt i hele kroppen. Andre gange - som igår - føles det som om, de stadig var der og savnet var lidt mindre og minderne lidt stærkere.


Sådanne gange varmer og bringer smilet frem - og jeg glæder mig til, at Laura bliver gammel nok til at høre en helt masse om sin oldemor og oldefar.


/Pigen bag kameraet